Spørgsmål:

Jeg er stødt på et syn på fortabelsen, der hedder “conditionalism". Hovedtanken i dette syn er, at fortabelsen ikke er en evig pine, men en evig død, udslettelse eller annihilation. Det er altså en mere “tålelig" forståelse af Helvede.

Deres argumenter for dette synspunkt er bl.a., at modsætningen til det evige liv er døden. Og hvis man holdes i live for at blive pint, er der ikke længere tale om død. Når Jesus taler om en ild, der aldrig slukkes, som i Matt 3,12, betyder det, at man ikke kan stoppe ilden, dvs. at fortabelsen er uundgåelig for den vantro, men at det ikke er en ild, som piner i evighed; det er en ild, som udsletter/får menneskets eksistens til at ophøre. Og al tale om evig straf betyder, at det er en evig død/evig annihilation.

Det er ordet “apollymi", som i NT ofte oversættes med fortabelse, der giver dem denne forståelse. Det skulle have betydningen “at ødelægge" eller “at gøre ubrugelig". Fortalerne for dette syn hiver også frem, at der i GT altid i forbindelse med dom tales om død, ødelæggelse og tilintetgørelse. Aldrig evig pine.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, om dette er en syn, som kan forsvares ud fra Guds eget ord, og hvis ikke, hvordan skal man da forholde sig til ovenstående argumenter. Det er klart en mere “tålelig" forståelse af fortabelse, men jeg vil hellere være sandheden tro end at gøre Guds ord mere “spiseligt".

Svar:

Jesus siger i Luk 20,37f.: Gud er fortsat Gud for Abraham, Isak og Jakob. De findes endnu, for Gud er ikke Gud for døde. Man ophører nemlig ikke med at eksistere, bare fordi man dør.

Ved døden sker der en unaturlig adskillelse af menneskets legemlige og ikke-legemlige del. Vi hører, at Jesus "opgav ånden" (Matt 27,50), da Han døde. Og da Han talte til Jairus’ døde datter, "vendte hendes ånd tilbage" (Luk 8,54). Engang skal der ske noget lignende for alle mennesker. Da skal de døde opstå legemligt.

Både GT og NT - dog tydeligst i NT - lærer os, at menneskelivet fortsætter efter døden, og at der engang vil ske en legemlig opstandelse af både de frelste og de fortabte. Da vil alle de afdøde opleve, at deres legeme igen får ånd (el. sjæl) ind i sig (Joh 5,28f; ApG 24,15).

Efter opstandelsen skal vi træde frem for Gud. Han skal dømme både levende og døde, siger Peter (ApG 10,42).

I Matt 25,31-46 skildrer Jesus denne domsscene, hvor nogle går til højre og andre til venstre. Om de fortabte siger Jesus, at de vil gå tabt (el. blive ødelagt) med både legeme og sjæl i Helvede (Matt 5,29f; 10,28).

Det græske udsagnsord; ’apóllymi’, der hér er oversat ’gå tabt’, kan også oversættes ’ødelægges’. Men både udsagnsordet og det tilhørende navneord bruges med flere betydninger. Derfor må vi læse alle de sammenhænge i Bibelen, der handler om de dødes evige skæbne. Vi må altså læse både de steder, hvor ordet ’apóllymi’ bruges, og de steder hvor det ikke bruges. Alle disse bibelsteder må tilsammen give os billedet af, hvad der sker med de døde.

Som spørgeren nævner, kan ’apóllymi’ betyde, at noget går helt til grunde og altså ikke findes mere. Men det er ikke den eneste mulige forståelse af dette ord.

Job 26,6 har to parallelle udtryk, der begge siger, at Gud ser de døde.

Hér kommer min ordrette oversættelse af dette vers:

"Sheol ligger åbent (el. nøgent) for Ham,

og ødelæggelsens sted er uden tildækning."

Det første hebraiske udtryk ’Sheol’ gengiver Septuaginta (det græske GT) med ’Hades’, som også bruges i Luk 16,23: Den rige mand pintes i flammerne i Hades.

Det andet udtryk ’ødelæggelsens sted’ gengiver Septuaginta med ’apóleia’, som er det navneord, der svarer til udsagnsordet ’apóllymi’ (’jeg ødelægger’).

Både GT og NT lærer os, at man efter døden kommer et sted hen, hvor eksistensen fortsætter ulegemligt, og hvor denne eksistens ligger blottet og udbredt for Guds øjne. Job 26,6 siger, at Gud fortsat ser de afdøde, som er i ’apóleia’.

Det er tydeligere i NT, end det er i GT, at der sker en adskillelse af de frelste og de fortabte allerede ved døden. De sidstnævnte kommer til et pinested, som GT altså kan kalde ’apóleia’. Dette ’ødelæggelsens sted’ betyder ikke eksistensens ophør.

De frelste kommer et ganske andet sted hen allerede ved deres død. Vi hører om den fattige Lazarus, at han blev trøstet "i Abrahams skød" (Luk 16,22).

Vi ved ikke, hvor pinestedet eller Abrahams skød er. Men vi ved, at de døde opholder sig dér før den legemlige opstandelse. De fortabte afdøde er i pinestedet. De frelste afdøde er i Abrahams skød. Begge steder er foreløbige.

På et senere tidspunkt skal alle døde opstå legemligt og dømmes. Efter denne dom fortsætter eksistensen med både legeme og sjæl for de frelste i herligheden hos Gud og for de fortabte i pinestedet eller ’ødelæggelsens sted’.

Johannes siger, at "røgen fra deres pinsler stiger op i evighedernes evigheder, og de har ingen hvile, hverken dag eller nat" (Åb 14,11). Jesus siger, at de to grupper af mennesker efter den yderste dom skal gå bort til henholdsvis "evig straf" og "evigt liv" (Matt 25,46). Der er ingen som helst grund til at sige, at evigt liv betyder evigt liv, mens evig straf betyder tidsbegrænset straf. Bibelen tvinger os derimod til den konklusion, at de fortabte efter dommen vil gå bort til en evig erfaring af pine.

Dette kalder NT for Helvede, som altså er et ødelæggelsens sted, hvor eksistensen aldrig ophører.

Helvede hedder på græsk ’Gehenna’. Jesus siger om mennesker i ’Gehenna’, at de vil gå tabt eller blive ødelagt (Matt 5,29; 10,28).

Det græske GT siger det samme om ’Hades’; altså om de fortabtes foreløbige pinested. Dér vil de gå tabt eller blive ødelagt.

Ingen af disse steder er der tale om, at de fortabte vil ophøre med at eksistere.